Nyborg Bytrafik

Index | Fotos af busserne | Nyborg Bybusser | Ørsted-Ruten 1922 – 2002

Opdateret 14-03-09 23:53:29

Baggrunden:

Marslev Turisttrafik:

Efter anden verdenskrig, i 1946, begyndte Helge Christensen som selvstændig. Først var det en taxiforretning der blev startet op. Desuden blev han også motorcykelkørerlærer og mod slutningen af 1940´erne begyndte han at køre turistkørsel. Udover kørsel solgte han også flaskegas og lejede vaskemaskiner ud.

Med virkning fra den 3. december 1971 købte han "Wenzells Buslinier" i Ørsted, som han gav navnet "Odense Nærtrafik". Selskabet kørte på en rute mellem Odense og Ørsted. Wenzell havde startet ruten januar 1922. Da Fyns Amt overtog de regionale ruter den 1. august 1981, fik ruten linienummeret 835. Det solgte han til vognmand Palle Nielsen, søn af Egon Nielsen, Sdr. Næraa Busser, i 1990. Odense Nærtrafik mistede kørslen til DSB busser (nuv. Combus) med virkning fra og med den 28. maj 1995, da de regionale ruter blev udbudt i licitation.

I begyndelsen af 1980´erne solgte Helge Christensen Marslev Turisttrafik til sin kompagnon Arne Mortensen, der midlertidig døde under en rejse i Marokko i 1993. Helge Christensen måtte så stå for ledelsen af sit gamle selskab igen, indtil det i 1994 blev solgt til John Bergholdt, søn af busvognmand Ivar Bergholdt, Rudkøbing.

Nyborg Turisttrafik:

Den 18. februar 1948 købte Peter Kristian Kristensen "Budcentralen 1369", som havde en FEDERAL lastbil med reg. nr. O 13 og en trehjulet cykel. Desuden var Peter Kristian Kristensen også indehaver af en købmandsforretning på hjørnet af Østervoldgade og Æblegade, dér hvor fagforeningen SID Nyborg - Ørbæk har sin bygning idag. Desuden var der også vaskemaskineudlejning.

I 1957 købtes den første bus, en Triangel fra 1949 med plads til 32 personer, hvormed det egentlige turistbusselskab så dagens lys. Lastbiler, købmandsforretningen og vaskemaskineudlejningen forsvinder frem til 1970´erne. Herefter var turistbuskørslen blevet eneste aktivitet, som fik et rejsebureau i 1972 i Nørrevoldgade 80, der i 1984 flyttes til Adelgade 3.

I 1975 købtes den første fabriksnye bus hos Leyland-DAB i Silkeborg, efter at sønnen Aksel Kristensen havde overtaget "roret" efter sin far og der påbegyndtes også kørsel til udenlandske destinationer.

Forrige side - Næste side