1883 Martens - Karrebæksminde 2008

Fotos af alle fartøjerne i familiens eje

Indledning

I år er det 125 år siden at min tipoldefar Robert Carl Joachim Martens (1856 - 1915) slog sig ned i Karrebæksminde i forbindelse med at han havde giftet sig med min tipoldemor Thora Emilie Marie Bønnelycke (1863 - 1933). Vielsen fandt sted den 17. februar 1883 i Karrebæk Kirke. Den 6. juli samme år kommer deres første søn, min oldefar Carl Robert Johan Martens (1883 - 1951) til verdenen. Robert Martens var født i den tyske landsby Gristow som ligger i nærheden af Stralsund, det nuværende Mecklenburg-Vorpommern. Hans forældre var Carl Martens og Christine Bremer. Er navnet "Martens" så et tysk navn? Nej det er det ikke hvilket næste kapitel handler om.

Martens-navnets oprindelse

Specielt i provinsen Brabant er der mange som har Martens som efternavn. Brabant ligger på begge sider af grænsen mellem Nederlandene (fejlagtigt kaldet Holland af danskerne) og Belgien. Sproget som tales der er flamsk og strækker sig endda ind i det nordøstligste Frankrig. Udover naturkatastrofen som ramte Nederlandene i 1953 har der været lignende tilbage i tiden.

Min slægtning Knud Martens og jeg er af den opfattelse at der har været nogle mennesker som er blevet husvilde som følge af en sådan naturkatastrofe, er blevet inviteret af den preussiske konge til at slå sig ned oppe ved Østersø-kysten omkring Stralsund. Området var på det tidspunkt meget tyndt befolket.

Det kan også have været af religiøse årsager at folk er flyttet, da der var konflikten mellem katolikker og protestanter. Den flamsktalende befolkning i Belgien er hovedsageligt katolikker medens at befolkningen i Nederlandene er protestanter. Tredveårskrigen 1618 - 1648 var et resultat af konflikten mellem disse to religiøse grupperinger.

For at vende tilbage til Brabant skal det nævnes at jeg kom på dette spor da jeg var på jernbanemuseet i Odense i efterårsferien 2007 i forbindelse med et modeljernbanetræf. Her talte jeg med en af de folk som kom med deres modeljernbaneanlæg fra Noord-Brabant. Samme aften surfede jeg på nettet og fandt ud af hvor navnet er mest udbredt, hvilket bekræftede det jeg havde fået at vide på jernbanemuseet.

I Belgien har der faktisk været en premierminister som hed Wilfred Martens og landet er kendt for ølbrygning. Der er faktisk et bryggeri som hedder noget med Martens og det har en hjemmeside, som findes nederst på denne side. Man kan vel godt sige at Martens er den flamske udgave af efternavnet Mortensen. Her er der den interessante detalje at min farmor Aase Emilie Christine Martens (1912 - 1979) blev gift med min farfar Niels Mortensen (1909 - 2003). Han havde mødt hende da han var kommet til skade og derfor måtte til lægen, hvor hun var ung pige i huset.

Fiskeriet er det dominerende erhverv.

På begge sider af Østersøen, både i Gristow og i Karrebæksminde, har fiskeriet været det erhverv som familien har levet af i mange år. Det kan godt have fulgt med helt ovre fra Brabant-provinsen. Udover fiskeriet og forædlingen af fisken har der været gang i såvel importen som eksporten af den. Først og fremmest ål har været importeret fra Norge og så eksporteret videre til Tyskland. Her var der den jødiske menighed i Berlin som var aftagere af ålen.

Menigheden var faktisk den største i Europa, hvilket nationalsocialisterne under Adolf Hitler fik næsten helt udryddet, på grund af det sindssyge jødehad der blev praktiseret! På den måde fik den fallerede postkortmaler fra Østrig så at sige slået min oldefars kunder ihjel. Desuden var den del af familien som stadig var i Gristow og omegn tvunget til at leve under diktaturer fra 1933 - 1989/90, de første 12 år under nazismen og så siden under kommunismen/stalinismen.

I øvrigt efter 1. Verdenskrig (1914 - 1918)  sejlede min oldefar fødevarer og andre fornødenheder ned til sine slægtninge i det tyske da de led nød, hvilket han gjorde med ålekvasen "Minerva" fra 1908. Dette dejlige fartøj findes stadig i familiens eje og bliver således 100 år gammel i år.

Lige ned til kanalen på nordsiden ligger der det gamle røgeri som blev etableret i 1883, som i de første mange år kun røgede ål. Efter 1990 hvor fjerde generation, Carl Erik Martens kom til, er der kommet udsalg til og andre fisketyper er kommet til. Det drejer sig om hornfisk, laks, makrel og sild, hvor sidstnævnte er specielt Bornholm berømt for.

Martens på World Wide Web

Så har jeg også søgt på nettet hvor jeg har fundet hjemmesider med Martens som domænenavn. Jeg skal dog gøre opmærksom på at jeg ikke på nogen som helst måde er ansvarlig for nedennævnte hjemmesiders indhold, som jeg linker til.

Amerikansk: http://www.martens.com

Belgisk: http://www.martens.be

Dansk: http://www.martens.dk

Nederlandsk: http://www.martens.nl

Tysk: http://www.martens.de

Tilbage - Zurück - Back